Oberstløjtnant (pens.)
Det var med min far som forbillede, at jeg efter gymnasiet besluttede at prøve kræfter med en karriere i Hæren. Min fra var jagerpilot i Flyvevåbnet, men da kvinder på det tidspunkt ikke kunne optages på Flyveskolen, valgte jeg Hæren på trods af modstand fra familien.
Min far i cockpittet i en F104 – Starfighter. Det var ham, der inspirerede mig til at søge en militær karriere. Tak far!
Den militære uddannelse
Min militære uddannelse startede på Hærens Sergentskole i Sønderborg (kadetaspirant). 9 mdr. senere påbegyndte jeg tjeneste ved Sjællandske Livregiment som sergent og gruppefører for en infanterigruppe i Uddannelsesbataljonen. På daværende tidspunkt (1980) var vi to militære kvinder ved regimentet. Jeg var den eneste kvinde, som boede på kasernen. Jeg var samtaleemne, og mandlige kolleger inviterede mig hyppigt ud. Jeg forsøgte at holde ”min sti ren”, men alligevel verserede der mange rygter om, at jeg var ”let på tråden”. Ældre befalingsmænd antydede, at ledelsen favoriserede mig. Det var så belastende for mig at opleve, at jeg var tæt på at forlade Hæren.
Det blev min redning, at jeg blev optaget på Hærens Officersskole. Jeg havde søgt ind på ”A-linjen”, som var den akademiske retning. Behovet for at flygte fra fortiden fik mig til at sige ja til optagelse på B-linjen, ”praktikerlinjen”. Vi blev sat i udsigt, at der ville ske en reformering af officersuddannelserne, så vi fra B-linjen ville få mulighed for at få en mere akademisk overbygning på uddannelsen, som i princippet ville give adgang til chefniveauet. Det viste sig at holde stik. Flere fra min årgang på B-linjen endte som regimentschefer lige som mig. En kollega fra samme linje blev endog forsvarschef.
Kadet på Hærens Officersuddannelse
Det var en overvældende følelse at træde ind i de historiske lokaler på Frederiksberg slot. Jeg følte mig særlig udvalgt, og den følelse fyldte mig med både glæde og ærefrygt. I min klasse var jeg den eneste kvinde, og der var ikke andre kvinder på årgangen. Jeg kendte ingen af mine klassekammer i forvejen. De havde typisk længere gelederfaring end mig. Min klasse opdagede ret hurtigt, at jeg fik særlig opmærksomhed. Der verserede rygter om mig, som jeg sjældent selv kunne genkende. Situationen bedredes markant, da jeg blev gift med manden i mit liv. Han var kadet på ældste årgang, og vi blev gift i Frederiksberg Slotskirke på HO (Hærens Officersskole).
Udnævnelse til løjtnant af skolechef og oberst N.E.A. Møller på HO. Eneste kvinde på årgangen.
Det var til min fordel, at den teoretiske undervisning fyldte meget, og de fysiske udfordringer i hovedsagen fandt sted under den daglige FUT-lektion (Fysisk Uddannelse og Træning). Jeg klarede mig godt i de fleste fag og fandt mig godt til rette i fællesskabet. Den største udfordring var FUT og især, når vi havde test. Karakteren talte med i den enkeltes samlede gennemsnit, som i den sidste ende ville være afgørende i forhold til regimentsvalg. Kravene til kvinder var lavere end for mænd, så der var udbredt utilfredshed med, at jeg fik en højere karakter, end jeg fortjente om end jeg kun fik et 7-tal efter 13-skalaen. Og dette fik jeg kun med det yderste af neglene og en træningsindsats, som lå væsentligt over det gennemsnitlige. Efter FUT-eksamen måtte jeg holde lav profil.
Jeg afsluttede min officersuddannelse med et gennemsnit, som gav mig adgang til de mest attraktive regimenter, og jeg ville naturligvis tilbage til kamptropperne. Det kom som en stor overraskelse, da det på den store dag blev kundgjort, at jeg som kvinde kun kunne vælge mellem Telegraftropper og Forsyningstropper. Det var en konsekvens af lovgivning, som ikke gjorde det muligt for kvinder at gøre tjeneste i enheder (stående styrke), hvis primære opgave var kamp. Det var som at vælge mellem pest og kolera. Af to onder valgte jeg ”Telegrafen” i Høvelte. I dag er jeg glad for at tilhøre netop denne våbenart.
Geledtjeneste efter Hærens Officersskole
Det blev en vanskelig start på min officerskarriere. Skuffelsen over at være påtvunget et regiment, som jeg ikke kunne identificere mig med, sad i mig. Det var en tid – under den kolde krig – hvor disciplin og professionalisme havde vanskelige vilkår nogle steder. Det oplevede jeg på min nye arbejdsplads, hvor jeg ikke lykkedes med at opnå reel autoritet blandt mine soldater og mine kolleger. Min HF-Radiodeling kunne til enhver tid løbe om hjørner med mig, fordi jeg ikke havde viden og erfaring med HF-radio-specialet. Jeg fokuserede derfor på det feltmæssige. Det var en kamp op ad bakke at få følgeskab fra mine soldater, og til min forbløffelse også fra den øvrige ledelse i kompagniet. Den gængse opfattelse var, at der ikke var grund til at ændre praksis, så længe kompagniet kunne levere den tekniske opgaveløsning. Det feltmæssige kunne vi altid prioritere, hvis der blev krig i landet. Og det var der ingen, der rigtig troede på ville ske.
Første delingsfører-job med store udfordringer. Mine erfaringer fra kamptropperne kunne ikke bruges ved telegraftropperne.
Min arbejdsglæde og motivation var i frit fald, da jeg blev gravid med mit første barn. Inden min barselsorlov fremsendte jeg min ansøgning om videreuddannelse (Stabskursus I). Det passede med, at kursus startede umiddelbart efter min barsel. Min regimentschef kaldte mig på ”gulvtæppet” for at give mig svar på min ansøgning. Regimentet ville ikke tiltræde min ansøgning. Argumentet var, ”at jeg skulle lære at blive mor”. Det var i hvert fald, hvad jeg hørte. Mine problemer med at blive integreret i den nye våbenart, var nok også en del af forklaringen. I dag er jeg sikker på, at min regimentschef ville mig det godt. Men jeg blev så chokeret og vred, da jeg fik meldingen, at jeg ikke kunne sige et ord af frygt for at komme til at tude i affekt.
Mor og fungerende kompagnichef
Jeg fødte min datter en uge efter, jeg var gået på barsel. Der var en øvelse, der skulle klares først. Inden jeg 24 uger senere skulle møde igen, troppede jeg op hos regimentets personelofficer (CH A). Jeg ville have en ny chance som delingsfører, og det skulle være ved EK-kompagniet. CH A udviste stor empati og villighed til at hjælpe mig. EK-kompagniets chefs første svar var dog, at han allerede havde en kvindelig delingsfører. CH A fik udvirket, at jeg kunne tiltræde en stilling som delingsfører i EK-kompagniet efter min barsel. Med den beordring genvandt jeg arbejdsglæden.
Næstkommanderende for EK-KMP, som jeg kort tid senere fik kommandoen over. Kompagniet var operativt indsat 24/7/365 under den kolde krig.
Efter en lærerig delingsførerperiode fødte jeg mit andet barn. Efter min barselsorlov (24 uger) overtog jeg funktionen som næstkommanderende i kompagniet. Kompagnichefen blev ramt af langtidssygdom, og han ønskede, at jeg overtog kommandoen. Kompagniet var ”skarpt” indsat 24/7 i hele perioden. Alt personel var professionelt og dedikeret, og sammenholdet på tværs af grader var forbilledligt.
Kompagniet arbejdede typisk i divisionsramme (daværende landsdelskommando) og støttede også Søværnet. Det jeg havde lært på HO om landmilitære doktriner, hjalp mig til at forstå EK-kompagniets rolle og dermed også den taktiske indsættelse af kapaciteterne. Min selvtillid og motivation var i top. Nu vidste jeg, at jeg ville satse alt på karrieren. Det betød desværre også, at jeg måtte lade mig skille fra min mand og blev enlig mor.
Stabstjeneste
Det blev indenfor økonomiområdet, at jeg påbegyndte min første stabstjeneste som ”læredreng” i Forsvarskommandoen. Min chef var sømand og intendant. Jeg oplevede en helt anden omgangstone og kultur, end det jeg var vant til. Mine kolleger var alle kyndige økonomifolk. Jeg anså mig selv som tæt på talblind, så det var en meget stejl indlæringskurve, jeg havde. Uanset dette blev det en rigtig god tid.
Sektionens næstkommanderende gik på orlov, og jeg overtog det økonomiske planlægningsgrundlag for hele Forsvaret. Jeg var ved at dø af skræk, da han overdrog et regneark på størrelse med et parcelhus til mig. Min opgave var at beregne mulige forligsprojekter, så som bl.a. oprettelse af en Dansk International Brigade, nedlæggelse af kaserner og regimenter, reduktion af kampflystrukturen og nedlæggelse af enheder i Søværnet. Opgaverne løste jeg i tæt samarbejde med andre resortsektioner. Jeg fik på den måde etableret nyttige relationer til mine samarbejdspartnere.
På Føringskursus
Det blev et vigtigt vendepunkt, da jeg blev optaget på Føringskursus, og især fordi jeg opnåede et særdeles godt resultat, selv om jeg var enig mor til to børn på henholdsvis 4 og 6 år.
Efter Føringskursus tog karrieren fart. Jeg fortsatte tjenesten i Forsvarskommandoen, hvor jeg efter Stabskursus II forrettede tjeneste i Operationsafdelingen som ”Current Operations officer” og derefter i Personelstaben som ”Udstikker” (HR sagsbehandler). Først for videreuddannede majorer og til sidst for oberstløjtnanter. Sideløbende med denne opgave blev jeg afgivet til en omfattende konceptudviklingsproces, hvor jeg blev pennefører på ”Personelkonceptet”, der førte til centralisering af personaleområdet og oprettelse af Forsvarets Personeltjeneste – nu Personalestyrelsen. Tjenesten på personaleområdet bragte mig tæt på Forsvarsstabens øverste ledelse. Jeg fik rig mulighed for at vise mine kompetencer, bl.a. når jeg præsenterede chefen for Forsvarsstaben for emner til udnævnelse til chefniveauet og talentplanen for bemanding af de øverste poster i Forsvaret.
Første kvindelige oberstløjtnant i Hæren
I mit udstikkerjob havde jeg indstillet flere majorer til udnævnelse til oberstløjtnant. Sådanne udnævnelser godkendes af Hendes Majestæt Dronningen.
Det var en helt normal mandag morgen. Da jeg nåede mit kontor i Personelafdelingen opdagede jeg, at jeg var løbet tør for rene skjorter (M/69, som var arbejdstøjet). Jeg fandt en meget brugt skjorte i bunden af mit skab, som ikke lugtede særlig godt. Inden jeg havde nået at binde slipset, kaldte chefen mig ind på sit kontor. Han havde mange bemærkninger til et notat, jeg havde afleveret til ham før weekenden. Han var usædvanlig kontant, og jeg følte mig utilpas i min ildelugtende skjorte. Notatet skulle rettes til, og vi skulle sammen præsentere resultatet for generalen (chefen for Personelstaben) to timer senere.
Jeg nåede med lodder og trisser at blive færdig, inden sektionschefen kaldte mig ud af kontoret. Han havde sin jakke på, og han pålagde mig at følge hans eksempel. Fint nok, så skjulte jakken også min beskidte og krøllede skjorte. Men jeg var lidt presset over notatet, for jeg havde ikke nået at forberede min præsentation for generalen. Chefen meldte os til generalens sekretær, som førte os ind i det store hjørnekontor. Kontoret var fyldt med afdelings øvrige chefer og mine nærmeste kolleger. Alle havde store smil på, og jeg følte det, som om jeg var faldet ned fra månen. Hvad skete der? Og så skete det. Generalen kaldte mig frem og kundgjorte, at Hendes Majestæt Dronningen havde resolveret, at jeg var udnævnt til oberstløjtnant i Hæren fra den 1. oktober 2001, og at jeg fra samme dato skulle forrette tjeneste som chef for 1. Telegrafbataljon i Fredericia. Det er en af de vildeste overraskelser, jeg har været udsat for.
Generalens oplæsning af dokument underskrevet af Hendes Majestæt Dronningen – min udnævnelse til oberstløjtnant – som første kvinde af slagsen i Hæren og første kvindelige bataljonschef.
Tilbage til geleddet
Mit første chefjob indebar ansvaret for en teknisk bataljon, som sammen med en tysk og en Polsk bataljon skulle levere sikrede områdesignalsystemer til støtte for det dansk, tysk, polske korps MNC (NE). Det var mere end 13 år siden, jeg havde arbejdet med områdesignalsystemer, så jeg var fagligt på bar bund. Det fyldte meget i mit sind, da jeg forberedte mig på kommandooverdragelsen i Fredericia. Læs evt. i min bog fra 2003 ”Hvor der er vilje” og hør mere om, hvordan det gik.
Jeg fik endnu en periode som chef for en telegrafbataljon ti år senere. Jeg levede godt af mine erfaringer og især det jeg havde lært under min alsidige tjeneste både nationalt og internationalt.
Chef hjemme og ude
Det blev til flere ret forskellige chefjobs. Det var HR-området, som var min spidskompetence. Derfor fik jeg en chefstilling i både Forsvarets Personeltjeneste og senere i Hærens Operative kommandos HR-afdeling. Sideløbende hermed varetog jeg operative stillinger i INTOPS (internationale operationer) og indgik i NRF (NATO Responce Force) 14-beredskabet som ”Chief Personnel Branch”.
Med den danske Force Commander på besøg ved FN-enheder fra Chad i det nordligste Mali.
Jeg fik min første udsendelse i 2004. Det var en kæmpe lettelse for mig. Som bataljonschef havde de fleste af mine officerer været udsendt flere gange. Det var pinligt, at jeg kun havde Ridderkorset og 25-årstegnet. Min manglende INTOPS-erfaring blev eksponeret under de mange parader, jeg deltog i. Det blev til tre gode udsendelser med funktioner i missionshovedkvarterer som hhv. ”Chief Liaison officer” J9/KFOR (Kosovo), ”Chief of Staff” CAAT/ISAF (Afghanistan) og ”Military Adviser for Force Commander”/MINUSMA (Mali).
2019 - 2020 Fungerende chef for Føringsstøtteregimentet og Garnisonskommandant i Fredericia Garnison
2016 - 2019 Stabschef ved Telegrafregimentet/
2015 - 1016 Militær assistent for den danske Force Commander i FN-missionen MINUSMA in Mali samt chef for generalens personlige stab
2013 - 2015 Bataljonschef for 2. CIS-bataljon
2012 - 2013 Stabschef for COM ISAF Advisory and Assistence Team i Kabul
2008 - 2012 Chef for HR-sektionen ved Hærens Operative Kommando
2005 - 2008 Chef for Planlægningsafdelingen ved Forsvarets Personaletjeneste
2004 - 2005 Chef for Forsvarets Center for Forvaltning og Management, Forsvarsakademiet
2003 - 2004 Chief Liaison Officer ved KFOR hovedkvarter i Pristina
2001 - 2003 Bataljonschef for 1. Telegrafbataljon, Telegrafregimentet
1998 - 2001 Stabsofficer i Personalforvaltningsafdelingen i Forsvarskommandoen
1996 - 1998 Stabsofficer i Operationsafdelingen i Forsvarskommandoen
1995 - 1996 Stabsofficer i Planlægningsafdelingen ved Forsvarsakademiet
1991 - 1994 Stabsofficer i Økonomisk Planlægningssektion i Forsvarskommandoen
1989 - 1990 Chef for Elektronisk Krigsførelseskompagni/ Østre Landkommando
1988 - 1989 Næstkommanderende ved Elektronisk Krigsførelseskompagni/Østre Landkommando
1985 - 1987 Delingsfører i Elektronisk Krigsførelseskompagniet og Kommandostationskompagniet
1984 – 1985 Personeladministrationsofficer ved 1. Telegrafbataljon, Sjællandske Telegrafregiment
1980 - 1981 Sergent og gruppefører i Uddannelsesbataljonen ved Sjællandske Livregiment