Lasse Harkjær
Oberst, kammerherre og chef for Hendes Majestæt Dronningens Adjudantstab
Hendes Majestæt Dronningen og Lasse Harkjær, chef for Hendes Majestæt Dronningens Adjudantstab (2017)
En lang officerskarriere
Når jeg ser tilbage på snart 45 års tjeneste i forsvaret - heraf knap 40 år som officer - er der naturligvis mange indtryk jeg kunne fortælle om. Jeg vil her fortælle om tre oplevelser: en som major, en som oberstløjtnant og en som oberst.
Major og sagsbehandler i Forsvarsministeriet
Efter gennemført videregående uddannelse II havde jeg først tre år som sagsbehandler i Forsvarskommandoen med Forsvarsplanlægning som hovedområde. Derefter blev en tilsvarende stilling i Forsvarsministeriets 7. kontor (NATO-kontoret) ledig i 1994, og efter mange år i uniform fik jeg nu en ny hverdag i civilt tøj - med en civil kontorchef, som min nærmeste chef. Hans Hækkerup var forsvarsminister, og jeg var heldig at arbejde med et par områder, der havde hans store interesse. Estland, Letland og Litauen var på vej mod vesten. De var blevet en del af det nye Europa, og jeg skulle tegne streger til en ny NATO kommandostruktur for ministeren, og det blev et spændende arbejde med kollegaer i Forsvarskommandoen og Udenrigsministeriet. Arbejdet kulminerende ved et uformelt Forsvarsministermøde i NATO. Hver minister måtte have to personer med til mødet. Hækkerup valgte departementschefen og mig.
Jeg skulede over til USA, hvor jeg kunne se en viceminister og en forsvarschef sidde. Hans Hækkerup havde en meget stor stjerne i NATO. Når han talte, så lyttede alle. Under mødet tog Hækkerup ordet og ville gerne sige et par ord om en kommende kommandostruktur i NATO. Alle lyttede mens Hækkerup holdt den tale jeg havde lavet. Der blev lyttet og nikket, og efterfølgende var vi til bilaterale møder med USA, UK, Frankrig og Tyskland, der alle gerne ville drøfte tankerne og høre mere. Jeg sad på venstre side af Hækkerup under møderne og supplerede ministeren. Alt handlede om den tale jeg havde skrevet. Da der efter nogle år blev implementeret en ny kommandostruktur, var aftrykket fra mødet tydeligt. En oplevelse ud over det sædvanlige.
Oberstløjtnant og Bataljonschef
I april 1997 blev jeg tilbud at blive bataljonschef ved Den Kongelige Livgardes 1. bataljon. Jeg mødte ind til en superprofessionel bataljon, med vel landets største Stabskompagni på nogle hundrede mand, og tre motoriserede infanterikompagnier. Vi uddannede soldaterne til mobiliseringsstyrken, for ud over at bataljonen var en uddannelsesbataljon i fredstid, var det også en mobiliseringsbataljon i krigstid.
En af de største oplevelser var en brigadeøvelse med bataljonen. Mere 800 mand havde jeg i 1. Livgardebataljon, da vi rykkede ind i Oksbølterrænet fra Nord. Jeg var støttet af seks kampvogne fra Dronningens Livregiment. Vi var under 1. Sjællandske Brigade med Oberst Jesper Helsø, som brigadechef. Skarp, humoristisk og altid god for en taktisk diskussion.
Da vi rykkede frem mod fjenden, der var 1. Panserbataljon fra Gardehusarregimentet, mistede jeg radiokontakten til mit tredje kompagni på min venstre fløj. Men førerne kendte intentionen med kampen. Kompagnichefen kunne kalde mig på sin kompagniradio, og vi aftalte han kaldte hver halve time med situationsrapport, og det var så samtidigt min mulighed for at give korrigerende ordre. Det lykkedes os at rykke frem og trænge husarerne tilbage.
Den sidste dag var øvelse langt ud til det der blev kaldt ”fri føring”. Det vil sige der var ingen drejebog, der skulle følges. Vi skulle kæmpe krigen så godt vi kunne med de midler vi nu havde. På min side en motoriseret infanteribataljon på lastvogne, støttet af de seks nordjyske kampvogne. På den anden side 31 kampvogne i stående styrke og et værnepligtigt panserinfanterikompagni.
Af alt det vi ikke havde lært vores værnepligtige, valgte jeg at gennemføre en infiltration i løbet af natten. Jeg sendte 600 værnepligtige ud på deres livs første infiltration efter en kort instruktion. Det lykkedes på 6 timer at trænge om bag fjendens linjer, medens mine gode nordjyske kampvogne og min motoriserede panserværnsraketdeling holdt fjendens kampvogne vågne.
Præcis 30 minutter inden solopgang angreb vi med de tre kompagnier bag linjerne og tog de broer, som fjenden skulle bruge. Vi pressede på med mine kampvogne, panserværnsraketter og et par tilgåede panserværnshelikoptere (Fennec dengang). Da de trak sig lidt tilbage røg de i et voldsomt baghold.
Da jeg sad der på kanten af et skyttehul med min efterretningsofficer på den ene side og min batterichef på den anden fremdrog min fantastisk kører lidt kaffe og morgenmad, som vi nød imens krigen rasede rundt om os. Det var der vi fik tilnavnet ”Gøgereden”.
Det var øvelser i efterdønningerne af den kolde krig. Danmark var på Balkan med soldater, men de store skarpe internationale operationer lå fortsat foran os, og de ramte også mig efter denne noget ufarlige øvelse. Men hold nu op, hvor var jeg stolt af mine værnepligtige gardere, der igen havde overgået sig selv.
Oberst og Chef for Den Kongelige Livgarde
I december 2005 blev jeg chef for Den Kongelige Livgarde. Vi udsendte soldater til nogle af de hårdeste kampe danske soldater havde været i - i nyere tid. Vi fik mange faldne, hvor jeg måtte håndtere 18 faldne og deres familier.
De mange nye udsendelser til både Irak og Afghanistan betød fokus på forberedelsen af de pårørende. Der var fra forsvaret planlagt to arrangementer for de pårørende – et når de var halvvejs igennem missionen og et lige inden de kom hjem. Det så jeg hurtigt ikke var godt nok, for jeg oplevede, at mange af soldaterne i månederne inden deres udsendelse, måtte bruge megen tid på at forklare deres pårørende, hvorfor de tog afsted.
I en tid hvor der kom faldne soldater hjem, kan man godt forstå de pårørende; og derfor indførte vi et pårørendearrangement, der lå 4 til 6 måneder inden soldaterne skulle afsted. Her kunne vi fortælle mere om missionen og ind imellem vise billeder fra lejrene. Dermed fik vi svaret på alle de praktiske spørgsmål, som de pårørende havde, og lettede væsentligt presset på soldaterne.
Jeg havde den lektion, der hed ”den svære samtale”. Det var her jeg fortalte om, at de skulle skrive ”sidste vilje” og fortalte meget direkte, at hvis der skete noget alvorligt med deres soldat (hårdt såret eller faldet), så ville jeg komme ud til dem, og tage mig af dem og af al det praktiske. Det lettede jo ikke stemningen i gymnastiksalen, når jeg talte om død og ødelæggelse, men som jeg havde lært på min egen tur til Afghanistan, hvor jeg selv mistede tre mand, så er ærlig kommunikation en hjørnesten. Jeg taler aldrig om kommunikation – jeg taler kun om ærlig kommunikation, og det er som bekendt to forskellige størrelser.
Lasse Harkjær med afghanske børn (2002)
Se og hør Lasse Harkjær fortælle om sin udsendelse til Afghanistan i 2002 her: https://www.facebook.com/
En af de ting jeg altid nævnte, var at de pårørende skulle huske og adskille deres angst og deres støtte. Man skulle passe på ikke at få den angst man har, til at gå ud over støtten til soldaten. Som jeg sagde til dem, at når jeg stod på Garderkasernen eller i Roskilde Lufthavn og sagde farvel til soldaterne, så havde jeg da tårer i øjnene, for jeg var da bange – angst – for, at der skulle ske dem noget. Det var jo ”mine piger og drenge”, som jeg havde ansvaret for, når jeg var deres regimentschef. Men på trods af at jeg havde angst, så havde de alle min fulde støtte, for dette her var nu engang vores arbejde, og jeg havde jo selv med egne øjne set, at det nyttede noget. Det tror jeg heldigvis, der var mange der lyttede til, og vi oplevede at presset på vores soldater faldt efterhånden, som de pårørende fik større viden.
2,5 måned efter jeg havde sat mig i stolen ved Livgarden fik jeg mit første opkald om en hårdt såret soldat. Vi kørte afsted til faderen, der boede på Sjælland, mens et hold fra Jydske Dragonregiment kørte til moderen, der boede i deres område. Vi vidste, at soldaten havde været ved bevidsthed, da han blev fløjet væk, og vi talte derfor med faderen om det at være hårdt såret. Midt i snakken bad kontaktofficeren mig om at komme ud i køkkenet for der var telefon. Beskeden var, at soldaten var afgået ved døden. Det sendte 1000 tanker gennem mit hoved, for dette her var vi ikke trænet til eller forberedt på. Der var kun en ting at gøre – at være sig selv. Jeg gik ind i stuen, lagde min hånd på faderens skulder, og sagde det jeg kom til at gøre mange gange: ”det gør mig ondt, men …. er død i Irak i nat”.
I den efterfølgende tid kom dødsfaldene ude i missionerne, og to døde ved en morterulykke lige inde de skulle afsted. Derfor kom jeg ud til 18 familier og lærte dem desværre og heldigvis rigtigt godt at kende.
En gang kom vi til et villakvarter kl. 1 om natten, og der var lyst i ét vindue i ét hus. Der skulle vi ind.
En anden gang kom vi til et hus ved 19.30 tiden. Et parcelhus med store vinduespartier ud mod den lukkede have. Da vi gik op ad havegangen, kunne jeg se far og mor sidde inde i stuen og se fjernsyn. Et par rødvinsglas stod på bordet og man kunne se de hyggede sig – de havde vel lige set TV-avisen. Da jeg gik der i mørket og kunne se ind til dem, slog det ned i mig igen, at når jeg om 25 sekunder trykker på deres dørklokke, så ville jeg ændre deres liv for evigt – og det gjorde jeg.
Pårørende reagerer meget forskelligt – lige præcis på den måde, der er rigtig for den enkelte. Rollen for mig og min kontaktofficer – og nogle gange feltpræsten – var at være der for familien. Svare på de spørgsmål, der var og være ærlig i sin kommunikation. Kun sige det man ved. Ikke give et bud på hvad og hvordan tingene er sket – for de får den rigtige version senere. At blive hos familien kunne vare nogle timer, men man kommer igen de kommende dage. Vi hjalp med alt det praktiske, kontakt til venner og familie, valg af kiste, gravsted og -sten, køb af tøj til de pårørende, valg af salmer, etc. Jeg kan roligt sige, at det ikke var pensum på Hærens Officersskole.
Man kommer meget tæt ind på familierne, men man skal huske at kende sin plads, så man ikke går hen og bliver en erstatning for den soldat, der er faldet. Som en del af forberedelserne havde vi oprettet et professionelt kontaktofficersregime ved Livgarden – og det tog resten af hæren siden til dels ved lære af. Vi vedtog, at når man blev udpeget som kontaktofficer til en familie til en faldet soldat, så påtog man sig en livsgerning. Her 15 år efter vi havde de første faldne, kan jeg heldigvis se, at den ”ed” vi indgik, holder stadigvæk. Kontaktofficererne er der fortsat for de pårørende.
Lasse Harkjær, oberst, chef for Den Kongelige Livgarde, ved en kiste (2006)
Lasse Harkjær, chef for Hendes Majestæt Dronningens Adjudantstab med Hans Kongelige Højhed Kronprinsen i Irak (2016)
