Ronni Holm Hansen

Major og chef for bemandingssektion 1 (chefer) i Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Ronni Holm Hansen, premierløjtnant i Gardehusarregimentets gallauniform.

”Jeg har altid vidst, at du ville ende i militæret”, sagde flere af mine familiemedlemmer, da jeg var blevet voksen.

Kimen bliver lagt
Set i retrospekt var der mange indikationer på, at jeg ville ende i Forsvaret. Jeg slugte bøger, hæfter og film om ridderhelte og modige militærindsatser, og krigslege indgik ofte, når jeg rendte rundt med kammeraterne. I slutningen af 1970’erne var det ikke helt politisk korrekt at give børn krigslegetøj, men hvem har brug for det, når der kunne bygges pistoler ud af lego, og kroketkøllen kunne omformes til et gevær. Jo, der var måske nok noget, der pegede på, at der allerede i de unge år blev lagt en kim til den militære løbebane, jeg slog ind på senere hen.

”Jeg har været spejder, så jeg behøver ikke prøve det dér militær”
Det var sådan jeg tænkte, da jeg så min sessionsindkaldelse. Jeg havde været gul spejder i mange år og tænkte, at der vel ikke kunne være det store nye at tilføje i militæret – altså lige udover krigsdelen. Jeg trak dog så lavt et nummer, at mine tanker kunne have været sparet, for ind i forsvaret skulle jeg. Og dét i Hæren ved Sjællandske Livregiment i Slagelse i efteråret 1993 – middeltung morter i et motoriseret infanterikompagni. Efter endt værnepligt havde jeg dog fået smag for arbejdet og meldte mig frivilligt til min første udsendelse med Den Internationale Brigade – DIB’en. Det blev med Charlie Kompagniet til det krigshærgede Eksjugoslavien, som en del af FN-missionen UNPROFOR hold 5 - i perioden fra august 1994 til februar 1995.

Mellemspillet
Efter hjemkomsten fra udsendelsen fortsatte jeg som en del af DIB’ens reaktionsstyrke, der kunne trækkes på, hvis der blev behov for yderligere danske udsendelser. Samtidigt tog jeg hul på et videre civilt uddannelsesforløb, der kunne lægges oven på min handelsskoleuddannelse. Det blev til mange gode oplevelser og selverkendelser, inden jeg vendte tilbage til militæret i en stilling som ingeniørsoldat og ammunitionsrydder på Amager, efterfulgt af sergentskole på officersaspirantordningen i Odense og sergentvirke i Marinekompagniet ved Bornholms Værn. Herefter optagelse og gennemførelse af Officersgrunduddannelsen på Hold Bennike på Hærens Officersskole i perioden 1999-2002.

Der dannes espalier af medkadetter ved Ronni og Elisabeths bryllup i Frederiksberg Slotskirke den 25. august 2001.

Hærens officersskole på Frederiksberg Slot startede allerede dér med at være et element, der er indlejret i min jobmæssige, men så sandelig også i min private livshistorie. I 2001 blev jeg gift i slotskirken med Elisabeth, som jeg stadig er sammen med. Slottet dannede også rammen for starten på en weekendlang og vild polterabend arrangeret af flere af mine medkadetter – startende i kælderen og efterfølgende med mig stående oppe på den lille afsats over pejsen oppe i Riddersalen, kiggende mig selv i øjnene i spejlet, mens jeg svarede et fast ’JA’ på spørgsmålet, om jeg var sikker på, at jeg ville ægtes med Elisabeth. Jo, jo – noget havde man også lært ved at være rundviser på slottet.

Efterfølgende er begge mine børn, Asmus og Liv, begge døbt i slotskirken, og for at det ikke skal være løgn, er jeg selv voksendøbt i kirken også.

Æblet falder (måske) ikke langt fra stammen – Asmus 6 år i fars udrustning.

Starten på officersvirket
Ved regimentsvalget havde jeg mulighed for at vælge selv. Jeg valgte at starte mit officersvirke ved Gardehusarregimentet, der på det tidspunkt lige var flyttet fra Næstved til Slagelse. Regimentet var i samme proces blevet slået sammen med Danske Livregiment fra Vordingborg og Sjællandske Livregiment, der indtil da havde ligget i Slagelse, samt fået ”indlejret” alle enhederne fra det nu nedlagte Bornholms Værn.

Jeg startede således som delingsfører 1 i et Panserinfanterikompagni, hvis ledelse primært bestod af officerer, der var overført fra Danske Livregiment. Og her trådte jeg mine officersmæssige barnesko – først som delingsfører og efterfølgende som uddannelsesofficer for flere hold værnepligtige. Og selvsagt som en aktiv virksom del af den beredne hoftjeneste, som regimentet også står for.

Ledelse af soldater i operativt virke og varme
I 2004 takkede jeg ja til en delingsførerstilling i det, der i februar 2005 skulle blive udsendt som MECH INF COY – et mekaniseret infanterikompagni – til Iraks sydlige Basraprovins, som en del af det danske kontingent (DANCON) Hold 5. En spændende udsendelse præget af høje temperaturer og et stadigt stigende oprørsniveau.

Det blev en ledelsesmæssig udviklende tur, som delingsfører for en deling dygtige soldater fra primært Livgarden, der lige forud var kommet hjem fra en hård udsendelse til Kosovo. En deling, der patruljerede og selvstændigt håndterede en udfordret og udfordrende forstad, Al Hartha - til selve provinsens hovedby Basra.

Under operation med irakiske styrker som delingsfører i et motoriseret infanterikompagni. Nord for storbyen Basra i det sydlige Irak.

Lidt atypisk blev jeg midt under denne udsendelse fanget ind til endnu en udsendelse til selv samme område. Jeg var hjemme på leave (orlov), og min hustru Elisabeth var lige gået ind i en butik for at købe os et par is. Pludselig ringer mobilen. Det er min tidligere næstkommanderende, Vilhelm, der ringer for at høre, om jeg kunne tænke mig at blive hans næstkommanderende, når han skulle virke som kompagnichef i efteråret 2005. Herunder, sammen med ham, klargøre en enhed til udsendelse til Irak i 2007. Fruen kom ud med is, og jeg lagde på med besked om, at jeg lige skulle vende tilbuddet med hende. Ikke mindst da vi havde en lille søn, Asmus, der skulle tænkes ind i ligningen. Men Elisabeth var klar, så jeg meldte også klar til stillingen og udsendelsen.

Som sagt så gjort. Da jeg returnerede fra Irak,  startede jeg som næstkommanderende i et af Hærens Basisuddannelses kompagnier hjemme ved Gardehusarregimentet. Og efterfølgende – nu også far til en lille pige – Liv, som næstkommanderende for den 4. spejdereskadron, der blev udsendt i februar 2007 som Recce Squadron til Basraprovinsen i Irak, som den del af DANCON Hold 9.

Det skulle blive endnu en meget lærerig tur, der startede sine lektioner allerede inden udsendelsen, da en af eskadronens delinger under en afsluttende øvelsesskydning med skarp ammunition fik en soldat dræbt – husar Lille Skensved – og såret en gruppefører. Lektioner, der skulle blive mange flere af, da eskadronen blev indsat i den nordlige del af det danske ansvarsområde. Det blev til en del væbnede træfninger med oprørsstyrker, hvor indsættelsen i træfningen ved Al Hartha den 14. maj 2007 står som en af de voldsomste. Her var en af vores broderkompagnis – panserinfanterikompagniet– delinger faldet i et voldsomt baghold, der havde dødeligt såret en af soldaterne og tvunget delingen i forsvarsstillinger i en lokal bygning. En undsætningsindsats var også gået i et baghold på en nærtliggende plads, der havde såret flere soldater og ødelagt en pansret mandskabsvogn. En engelsk panserinfanterienhed skød sig vej ind for at frigøre den belejrede deling, og Recce Squadron angreb under voldsom beskydning ind for at frigøre den ødelagte pansrede mandskabsvogn. En på alle måder fagligt udviklende dag, som desværre endte umådeligt trist, da den sårede danske soldat – Nøbbe - døde af sine sår, inden han kunne reddes ud.

Det hold vil også blive husket for de mange daglige raketangreb på den internationale og danske lejr, der til stadighed truede med – og indløste – død og ødelæggelser.

Holdet blev det sidste støttekontingent i den omgang, da bataljonskampgruppen blev trukket hjem med afslutningen af udsendelsen. En afslutning hvor Recce Squadron kørte et utal af eskorter for de mange logistikkolonner, der fragtede det danske materiel til Kuwait.

Udfordringerne var mange, indsatsen hård og måske netop derfor var det en udsendelse, som jeg også husker tilbage på med stolthed.

Kalif i stedet for kaliffen 
Jeg havde søgt om videreuddannelse, så jeg kunne veksle mine premierløjtnantsdistinktioner med en kaptajns. Blive kalif i stedet for kaliffen. Min ansøgning blev imødekommet, og jeg tog derfor hjem 14 dage forud for eskadronen for at starte på studierne på Hærens Officersskole. En god og lærerig tid der endte ud med en designering som kompagnichef for et af Hærens Basisuddannelseskompagnier ved Gardehusarregimentet.

Endnu en gang blev der rig mulighed for at udvikle sine ledelsesmæssige og faglige kompetencer. Lære og lære fra sig – en rigtig god tid. Og en tid der fortsatte over i chefgerningen for et af Hærens Resterende Uddannelseskompagnier med sigte på at opstille et mekaniseret infanterikompagni til udsendelse til Afghanistans Helmandprovins.

Varme tider igen – på alle tænkelige måder
Jeg var således chef for det mekaniserede infanterikompagni – Charlie Kompagniet – som drog til Afghanistans Helmandprovins i februar 2010. Kompagniet var en del af den danske kampgruppe DANCON Hold 9 i ISAF.

På patrulje i Green Zone (Helmand, Afghanistan) med engelsk signalmand til venstre og dansk signalmand til højre. Ronni ses i midten.

Kompagniet arbejdede og virkede med udgangspunkt i den fremskudte lejr ”Budwan” – tidligere kendt som ”Armadillo”. Derudover havde kompagniet i forskellige perioder også ansvaret for og arbejdede ud fra den mindre lejr ”Rahim”, tidligere ”Sandfort” og patruljebaserne i ”Patrol Base Line”.

Det blev en tur, der på alle måder satte alles faglighed og menneskelige styrke under maksimalt pres. En voldsom oprørsaktivitet pressede dagligt kompagniets opgaveløsning. Da udsendelsen drog sin slutning havde kompagniet to faldne, husar Bellis og delingsfører Pløger, samt over tredive sårede og en halveret køretøjspark – sprængt i stykker af improviserede sprængladninger. Kompagniets enheder var i gennemsnit i kamp hver anden dag, og presset var stort på alle – os ude men ikke mindst også familierne hjemme. Mange af kompagniets soldater har været og flere er desværre fortsat ramt på psyken efter hjemkomsten.

For mig som kompagnichef gennemgik jeg en stor faglig læring og en krystallisering af mine ledelsesevner, der blev afprøvet til kanten. Det var både hårdt men også fagligt og personligt utroligt udviklende og givende.

Anekdoterne fra sådan en tur er mange, men en med en lidt skæv vinkel kan bringes frem her. Bagtæppet er et godt råd, som jeg fik med på vejen af en dygtig officerskammerat, som havde været en tur i Helmand før mig og bla. deltaget i de hårde kampe i Musa Quala. ’Vær altid rolig på radioen. Når kampen kører, og alt er i bevægelse, er det dét bedste, du kan gøre’. Og det var det råd, jeg huskede, da en af delingernes gruppekøretøjer tidligt på udsendelsen blev ramt af en sprængning fra en improviseret ladning, og jeg var i det taktiske operationscenter i lejeren. Som gruppeføreren JC i det ramte køretøj erindrer i bogen ”Soldaten – i krig og kærlighed”m kalder jeg op for at sende ro og ros for en god indsats med at håndtere hændelsen; ”Det er skidegodt arbejde JC. Jeg er stolt af dig”. JC svarer med dirrende stemme ”Det er meget fint chef. Kan vi tage de personlige samtaler, når jeg kommer ind, tak. Jeg har lige et stykke arbejde, der skal gøres”, men smiler da jeg lidt efter kalder op igen med et beroligende ”O.k. Du klarer det ad helvede til. Fortsæt”.

Vær rolig på nettet når det spidser til, vær forstående og brug gerne humor – hvis det kan gøre en forskel og styrke moralen.

Hjemkomst, Kastrup Lufthavn efter udsendelse som kompagnichef ved ISAF Hold 9 i 2010.

Brugt erfaringerne i højere stab og departement
Efter hjemkomsten fra Afghanistan har jeg haft den store glæde at kunne bringe mine erfaringer fra uddannelse af soldater og indsættelse i flere hårde internationale missioner i spil i planlægningen af nye udsendelser for Danmark. Dette i Forsvarskommandoen, hvor jeg startede som kaptajn i Operations- og Efterretningscenteret, og hvor jeg efterfølgende har virket i en række stillinger i såvel efterretnings- som operationsplanlægningsroller. Inklusive et års arbejde i Forsvarets Task force Irak og Afghanistan, der støttede regeringens nedsatte undersøgelseskommission ift. indsættelserne i disse lande.

Kronen på dette værk har været en periode som major – i rollen som souschef og fg. chef for Operationsstabens J5S planlægningssektion og et halvt år som sagsbehandler i Forsvarsministeriets Departements Kontor for Stabiliseringsindsatser og Operationer. Således blev den røde tråd trukket fra kasernetjeneste, øvelsespladser og diverse indsatsområder direkte ind i de militær- og politisk strategiske planlægnings- og beslutningssfærer.

En stolt tjeneste – hele vejen!

Delingsfører 2 under bereden eskorte ifm. brylluppet mellem Kronprins Frederik og Mary Donaldson. Den 14. maj 2004 – Rådhuspladsen i København, på vej ned mod Strøget.