Christian Arildsen

Oberst (Pens.)

Christian Arildsen, oberst og chef for Ingeniørregimentet (2019).

Det lå på det tidspunkt slet ikke i kortene, at jeg skulle have en længerevarende karriere i forsvaret. Men sergentskolen, tjeneste som sergent ved såvel værnepligtsenheder og stående styrke, søgte jeg Hærens Officersskole B-linjen og blev optaget i 1981. Det næstsidste B-hold. I løbet af uddannelsen, der var rettet mod at blive delingsfører med hvad dertil hører, fik vi mod uddannelsens afslutning tilbudt en supplerende uddannelse, SUPU, der bragte os op på niveau med de kommende OGU officerer. Inden da gennemførte vi Ingeniørtroppernes Våbenkursus på 5 måneder. SUPU betød, at vi fik kompagni niveauet med, inden vi i 1984 blev sendt ud til regimenterne som løjtnant af B-linjen med automatisk opgradering til premierløjtnant pr. 1. januar 1985. 
 
Ung officer 
Min periode som ung officer var meget turbulent, når jeg ser tilbage på det. I perioden fra sommeren 1984 og frem til november 1986, havde jeg 8 forskellige stillinger. Delingsfører i stående styrke, delingsfører for konstabelelever, parkdelingsfører i værnepligtskompagni, instruktørpulje, næstkommanderende værnepligtskompagni. Man kan selv regne ud, hvor mange bedømmelser, der var ret meget værd med så korte perioder. Og så øvede vi ”kold krig” med minutiøst forberedte kampstillinger og hindringer i Schleswig-Holstein. 
 
I november 1986 blev halvdelen af mit B-hold sammen med halvdelen af sidste B-hold optaget på Videregående Officersuddannelse efterfulgt af et 8 ugers våbenkursus. Uddannelsen koncentreredes om bataljonsniveauet og bragte os uddannelsesmæssigt på højde med A-officersuddannelsen. 
 
Efter VOU og våbenkursus blev jeg udnævnt til kaptajn og stillede ved regimentschefens kontor for at melde mig til tjeneste. Personelofficeren kom forbi og trak mig ind på sit kontor. Oberst Kinck var samme morgen afgået ved døden. Den morgen blev slet ikke så festlig, som jeg lige havde håbet på. Jeg startede min periode som stabsofficer ved 3. Ingeniørbataljon, samtidig med, at jeg blev næstkommanderende ved et af værnepligtskompagnierne. Vi havde fået tilgang af de værnepligtige sergenter, som skulle forberede uddannelsen frem til de værnepligtige skulle møde i januar 1989. Den gode tid skulle udnyttes til at træne sergenterne yderligere, og omlægge hele uddannelsen fra fagopdelt uddannelse til ”Integreret uddannelse”. Det betød, at den ugentlige øvelsesliste kom til at indeholde mindst én temadag, hvor soldaterne var i felten hele dagen, og hvor de forskellige fags lektioner ifølge fagplanen blev knyttet sammen, så soldaterne bedre kunne se sammenhængen. Vi gik også over til en mere pædagogisk fremgangsmåde i det hele taget. Vi blev ”dus” med soldaterne, hvilket bestemt ikke huede generationen ældre end os. Jeg var næstkommanderende i to på hinanden følgende kompagnier, hvorefter jeg gik på afspadsering og føringskursus, inden jeg selv blev kompagnichef i 1992.

Kompagnichef 
Vi var 315 mand i kompagniet inklusive befalingsmænd og officerer den 1. februar 1992. Ingeniørkompagnierne var meget store, da der var rigtigt meget materiel at slæbe rundt på. I kompagnier, der tilhørte en af de tre ingeniørbataljoner, uddannede man kun ét linjekompagni ad gangen, og for at de havde noget at arbejde med, blev dele af stabs-og parkkompagnierne også uddannet. Om det nogensinde kom til at virke i krig, står hen i det uvisse. 
 
For panseringeniørkompagnierne til brigaderne blev det meste uddannet på en gang, idet én deling og en maskinsektion tilgik fra stående styrke mod uddannelsens afslutning. Disse kompagnier arbejdede i hele brigadens rum, havde meget mandskab og en umådelig masse materiel. Alene planlægningsopgaven for brigadens ingeniørofficer og for kompagniledelsen, samtidig med at enhedens skulle føres var utopisk. Derfor blev der senere arbejdet på at opgradere kompagniet til en panseringeniørbataljon, hvilket først lykkedes i 2010. 
 
Under kompagniets uddannelse blev alle pålagt at gennemføre en uges uddannelse i FN tjeneste. Det gav næstkommanderende grå hår i hovedet, da hele uddannelsen allerede var planlagt med øvelser, skydeperioder, vedligeholdelse og daglig tjeneste. 
 
Fra kompagniet blev der udtaget 50 mand, som skulle udsendes til det tidligere Jugoslavien under kaptajn Henrik Herold.

Christian Arildsen som kompagnichef (1992)

Lærer på Hærens Officersskole og videreuddannelse 
Jeg selv blev sendt til Hærens Officersskole for at blive lærer i ingeniørtjeneste. Hussalg, ny bolig, flytning af familie lige oveni hjemsendelse af et værnepligtskompagni, gjorde opstarten en smule kaotisk, men tiden med eleverne var på alle måder givende. 
 
Jeg var kun lærer på skolen i et år, da jeg søger og bliver optaget på Operations- og Føringsuddannelse i 1994. Efter Operations-og Føringsuddannelse gennemførte jeg Stabskursus II og blev udnævnt til major i sommeren 1995. 
 
Jeg blev herefter kommanderet til tjeneste i Forsvarskommandoen i Vedbæk. Jeg skulle gøre tjeneste i Studiesektionen og kom til at være ansvarlig for oprettelse af SHIRBRIG: UN Standby Forces High Readiness Brigade. Det lykkedes Danmark at komme til at stå i spidsen for et brigadehovedkvarter, der kunne samle en række mindre nationer i en brigade enhed til løsning af artikel 6 missioner. Altså fredsbevarende operationer. 

I samme stilling havde jeg også ansvaret for Danmarks interesser i reorganisering af NATOs kommando struktur. Det førte mig til en stilling i Forsvarsministeriets departement. En spændende periode i civilt tøj og helt andre arbejdsvilkår end noget andet job, jeg har haft. 
 
Jobbet i departementet førte til en stilling ved den danske delegation ved NATO. Tre år i Bruxelles med hele familien. Jobbet medførte også en udnævnelse til oberstløjtnant. 
 
Jobindholdet var materielsamarbejde og førte mig videre til stillingen som chef for departementets 4. kontor – materielkontoret, da vi vendte tilbage til Danmark. Jeg fik dog 8 rigtigt gode måneder på ”græs” som chef for 2 Ingeniørbataljon, den jyske del af Ingeniørregimentet, medes der stadig var ingeniører i begge landsdele. 

Christian Arildsen som kontorchef for Forsvarsministeriets 4. kontor (2005) 

Efter udsendelse til Irak som chef for J3 i Multinational Division South East i Bashra i det sydlige Irak, blev jeg udnævnt til oberst og chef for udviklingsdivisionen ved Hærens Operative Kommando i Karup. Faktisk havde forsvarsminister Søren Gade mit udnævnelsesbrev med, da han sammen med statsminister Anders Fogh Rasmussen besøgte Bashra i 2006. 

Christian Arildsen under udsendelse til Irak (2006) 

I udviklingsdivisionen kom vi godt igennem en mission, vision og værdi proces for hele hærens ledelse og det førte til en diskussion af hærens organisering, frem mod forliget i 2009, hvor hæren i højere grad blev organiseret til at imødekomme behovet for at kunne stille bataljonskampgrupper til missionen i Afghanistan. Hæren faglighed blev forankret i tjenestegrenscentre, hvor især støttetropperne fik skabt en sammenhæng mellem styrkeudvikling, styrkeproduktion og styrkeindsættelse. 
 
Chef for Ingeniørregimentet 
Da forliget var i hus i sommeren 2009 blev jeg chef for Ingeniørregimentet og Hærens Ingeniør- og ABC skole, der stod overfor en opbygning af tjenestegrencentreret, herunder etablering af 1 Panseringeniørbataljon, således der kunne produceres kampingeniørbidrag til bataljonskampgrupperne i Afghanistan og samtidig levere en komplet Ingeniørbataljon til 1. Brigade.

Christian Arildsen under forbidefilering ved afskeden som chef for Ingeniørregimentet (2019) 

Ingeniørregimentet skulle opbygges bemandingsmæssigt, og der tilgik rigtigt mange folk gennem 00’erne. Frem til 2016 udsendte regimentet mellem 150-180 soldater om året hovedsagelig til Afghanistan. Jeg havde fornøjelsen af at besøge enhederne i Helmand 10 gange, hvilket gav mig et glimrende indtryk af udviklingen i området. Det gav et overblik som den enkelte soldat på en 6 måneders udsendelse ikke havde. Styrkebidraget blev løbende udvidet, da efterspørgslen på ingeniører var stor. Der var eksempler på, at ingeniørgrupperne fejlagtigt blev opdelt helt ned til enkeltmand for at strække ressourcen. Det var naturligvis helt uacceptabelt, at ingeniørsoldater ikke bliver ført af en uddannet af en ingeniørgruppefører. 
 
Regimentet havde mange kampskadede soldater i perioden og jeg havde mange samtaler med pårørende, ligesom pårørendearrangementer blev en stor del af hverdagen. 
 
Jeg blev den længst siddende regimentschef i nyere tid, hvilket stod i skærende kontrast til mine første år som premierløjtnant. 10 år og 2 måneder, afbrudt af 12 måneders udsendelse som brigadegeneral i Kabul. Jeg havde ansvaret for korruptionsforebyggelse og var mentor for Inspector Generals i præsidentens kabinet, forsvarsministeriet, generalkommandoen og i indenrigsministeriet. Og samtidig chef for det samlede danske kontingent i Afghanistan. I perioden blev det danske kontingent udvidet fra ca. 100 til ca. 155. Udfordringen var. at mangel på eskorteenheder førte til, at mentorerne ikke kunne møde deres samarbejdspartnere. Derfor blev den danske eskorteenhed fordoblet. 

Christian Arildsen under udsendelse som brigadegeneral til Kabul (2017) 

Afsked og frivilligt arbejde 
Jeg blev pensioneret den 31. august 2019 efter næsten 41 meget tilfredsstillende år. Kammeratskabet med sidestillede, foranstående og efterstående har været helt afgørende præmis for min militære løbebane. Jeg involverede mig derfor naturligt i en masse frivilligt arbejde: Præsident for Danske Soldaterforeningers Landsraad, præsident for Skive Fjord Morgen Rotary Klub, medlem af bestyrelsen i Folk&Sikkerhed samt bestyrelsesmedlem i Veteranfonden, som driver ”Engage” musikfestivalerne. Jeg dyrker mine fritidsinteresser, cykling og fluefiskeri meget passioneret og håber det kan blive ved i mange år. Min interesse for Forsvaret og Hæren i særdeleshed gør, at jeg følger med så aktivt som muligt, velvidende at den dag man forlader aktiv tjeneste, degraderes evnen til at forstå bevæggrunde og beslutningerne, der bliver truffet. 
 
Mit motto er: Intet er Umuligt har ført mig vidt omkring, og det er jeg glad for i dag. Så spring ud i det!

Christian Arildsen overdrager en veteranøl til forsvarsminister Trine Bramsen – en gave fra Danske Soldaterforeningers Landsraad.