Spørgsmål eller behov for kontakt?

Kjeld Georg Hillingsøe

Generalløjtnant (pens.)

unnamed.jpeg

Generalmajor Hillingsø under besøg (som CH HOK) ved udsendte danske soldater i Eksjugoslavien (1992).

Det lå i generne
Jeg blev født 1935 og har siden 1963 været gift med Birgitta født Iuel. Vi har to børn, Jens, der er klinikchef samt overlæge (R) i Forsvarets Lægekorps, og Ellen, der er skuespiller. Min far var sekondløjtnant fra Ingeniørregimentets Telegrafbataljon og veteran fra modstandsbevægelsen. Min tyske morfar var Veterinærhauptmann i det Brandenburgske Gardeartilleri og veteran fra 1. Verdenskrig. Der var derfor aldrig tvivl om, at jeg skulle være soldat. Det lå i generne.

Jeg skulle i det mindste aftjene min værnepligt og forsøge at blive officer. Det begyndte 14. juli 1954, hvor jeg stillede i Arresødallejren ved Søværnet. Hvorfor det blev Søværnet i første omgang er ikke relevant, men at jeg søgte ind dér illustrerer min daværende ungdommelige forvirring. Grundskolen gik fint, sergentskolen gik godt, men det følgende år endte i en katastrofe. Jeg var nysproglig student og skulle som to andre bruge det første år på Søværnets Officersskole på at lære matematik, kemi og fysik. Det københavnske natteliv trak imidlertid for voldsomt i os, og vi dumpede med et brag. 14. juli 1956 kl. 11.00 stillede vi derfor hos skolechefen, der i umisforståelige vendinger betydede os, at vi intet var værd i løs vægt. Derefter fik vi et kvarter til at aflevere vores grej og et kvarter til – til fods – at forlade Holmen.

Tilbage til Forsvaret
Sommeren tilbragte jeg med at bestride efterhånden tre stillinger på Brøndums Hotel på Skagen samt med at tænke mig om. Da sæsonen sluttede, havde jeg, tilskyndet af hotellets direktør besluttet at rejse mig, hvor jeg var faldet. Jeg begyndte derfor fra 1. september at læse matematik, kemi og fysik på Ahms kursus, men så kom Ungarn-krisen. Et par ligesindede og jeg forsøgte at komme derned for at hjælpe ungarerne mod den sovjetiske besættelsesmagt, men inden vi nåede af sted, var den ungarske opstand slået ned. Krisen havde imidlertid foranlediget Forsvaret til at udvide sine rammer, og til min forbløffelse blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at genindtræde.  Jeg ville ikke tilbage til Søværnet, dels på grund af matematikken, dels fordi jeg havde oplevet, at det ikke primært var officerer, der arbejdede med mandskabet, men fenrikgruppen (i dag nærmest seniorsergenter). Så jeg accepterede med kyshånd under den forudsætning, at jeg kunne komme i Hæren.

Det blev accepteret – 2 års tjeneste i Søværnet omveksledes til 5 måneder i Hæren – og jeg meldte mig på Hærens Sergentskole på Kronborg. Jeg fik en brugt 44-uniform til at tumle rundt i på øvelsespladsen, beholdt min grad og optrådte kun i blåt fra udgangsparade lørdag til sengetid søndag. Det havde den hage, at enhver bevægelse var tydelig for alle, så der gik ikke en lørdagsparade uden at det fra adjudantens vindue lød: ”Søværnet Hillingsø: Stå stille!” Juleferien tilbragte jeg som vagtkommandør og fik læst på de lektier, jeg havde forsømt, inden jeg mødte på skolen. Jeg opnåede en pæn andenplads og blev af kammeraterne smidt i voldgraven, fordi jeg ikke havde fået noget disciplinarmiddel og valgte at blive sergent ved Fynske Livregiment i Odense. Her kom jeg til et rekrutkompagni, hvor kompagnichefen var en 1½-stjernet løjtnant af reserven, og blev delingsfører. Det var dejlige dage, kun afbrudt af et mindre infirmeriophold, fordi den pige jeg kurtiserede kørte galt med min fars bil med mig som passager.

På Hærens Officersskole
Efteråret 1957 bød på optagelsesprøver til Hærens Officersskole (HO). Jeg bestod, idet skolens lærere gik ind for mig. Det gjorde militærpsykologerne ikke. De mente, at jeg nok hurtigt ville blive træt af skolen, så jeg blev kun optaget på prøve i 6 måneder.

Jeg kom i klasse Krogh II sammen med de andre dumme, der ikke kunne finde ud af matematikken, medens de kloge og matematisk begavede kom i Krogh I. De fleste boede ude i byen, men der var plads til nogle få stykker på skolen. Efter ca. 6 måneder på pensionat fik jeg ikke alene at vide, at min prøvetid var overstået, men jeg også fik et kvarter på skolen sammen med Zachariassen.

Det var på alle måder en fordel at bo på skolen. Man kunne så at sige ikke komme for sent, man blev ikke udsat for regn og slud og havde derfor altid en rimeligt presset uniform og antageligt pudsede sko, og man spildte ikke tiden med transport. Dertil kom, at Zachariassen kunne hjælpe mig med matematik og jeg hjælpe ham med sprog. Det havde kun to ulemper. Den ene var, at inspektionsofficererne kunne komme uvarslet på besøg. Derfor lærte vi hurtigt at skabe en rimelig orden i hvert fald på overfladen. Det slog kun fejl for os én gang, da inspektionsofficeren åbnede skabet og nær var blevet kastet omkuld af den flodbølge af tomme flasker, der væltede ud.  Den anden ulempe var, at vi der boede på skolen udviklede et lidt tættere venskab med hinanden end med staklerne, der boede ude i byen. De ældste af vores klassekammerater, reserveofficererne, indså imidlertid den fare og gjorde meget for at skabe et godt sammenhold. Det gjorde de også ved at gennemtrumfe, at også vi af sergentgruppen fik adgang til officersmessen, når vi var på udrykning.

Kadettiden
Kadettiden var egentlig ubekymret. Vi var ganske vist godt inde i den kolde krig, men den lå, som jeg husker det, mest som en mørk baggrund for de muntre kadetdage. Taktikundervisningen var relevant og rettet mod at gøre os til gode delingsførere med evne til at kunne føre kompagni og give et vist indblik i bataljonens kamp. Der blev ikke undervist i hvordan Sovjet- eller Warszawa-pagtens (WAPA) styrker kæmpede, og tyske erfaringer fra Østfronten – for slet ikke at tale om Frikorps Danmarks kampe, der blev forbigået i dyb tavshed. Det skyldtes givet, at skolen først lige havde frigjort sig fra eftervirkningerne af ”Lærumsagen”.  Den drejede sig om, at nogle elever fra den ældste klasse havde hyret Lærum, der havde været kaptajn i Waffen SS, til at give aftenlektioner i kamp mod russerne. Det var fremsynet, men ikke velgennemtænkt knapt 10 år efter 2. Verdenskrig, og det kostede bl.a. skolechefen jobbet.

De kloge matematikere fra Krogh I besatte de første 4 pladser ved afgangseksamen. Jeg blev nr. 5, og det skyldtes alle de øvrige fag. Det var taktik, artilleri, ingeniørtjeneste osv. samt engelsk, tysk og fransk, psykologi, krigshistorie og alle tænkelige former for sport – f.eks. den omfattede ridning, som den gang var manddomsprøven. Dertil havde vi dans, der af den kongelige balletmester, som underviste os, bestemt ikke blev opfattet som sport. Vi dansede med hinanden, jeg med en husar, og lærerens ordre ”bedre hoftekontakt” lød uafbrudt. Husaren havde derfor altid et rødt mærke i panden afsat af mine skægstubbe. For at fuldende det yndige billede var vi altid iført ridetøj, dog med sko, og stank af hest, idet dansetimen lå lige efter to ridetimer.

Gymnastik gik rimeligt, og boksning gik godt, dog mest fordi jeg blev grundigt banket uden at falde om. Jeg boksede først mod klassens stærkeste, der var flere vægtklasser tungere end jeg og slog durk igennem mine parader. Jeg var dog så meget hurtigere og smidigere end han, så noget rystet kom jeg mig sejrrigt ud af det møde. Så stillede bokselæreren imidlertid med en elev fra klassen over. Han var en erfaren bokser, som lige skulle til sygeeksamen, og jeg var jo omklædt. Jeg indvilligede, blev gennempryglet, men fik alligevel en pæn karakter.  Disciplinerne i moderne femkamp gik derimod så fint, at jeg vandt overlegent. Dengang bestod femkampen af kårdefægtning alle mod alle, 200 m. svømning, skydning med tjenestepistol, 9 mm. Neuhaussen, mod ringskive på 25 m., 3 km. løb i terræn og afsluttende terrænridning på hest udvalgt ved lodtrækning.

Den sidste aften før udnævnelsen afprøvede vi, der boede på skolen, vores sabler. Det gav adskillige hakker i æggen, og de slag, der gik ind, gav ømme overarme og skuldre. En kammerat fra artilleriet brød imidlertid reglerne og stødte med sablen, inspireret at uddannelsen i kårdefægtning. Jeg overlevede kun, fordi stødet ramte et ribben. Forbindskassen kom i brug, og et par drinks dulmede smerten, så næste dag kunne jeg, omend lidt bleg, deltage fuldt og helt i udnævnelsesparaden. Under den fik jeg øje på min far, der stod i buegangen og så rørt men tilfreds ud med, at sønnen alligevel var blevet til noget.​​​​​​​

Den Kongelige Livgarde
Henimod afslutningen var Claus Ahnfeldt-Mollerup og jeg blevet opfordret til at søge Livgarden, og efter en tur på Motorskolen meldte vi os 1. november 1959 på Livgardens Kaserne hos adjudanten. Han så opgivende på os, stillede et par spørgsmål og gik ind til chefen for at melde, at vi var kommet. Han lod døren stå på klem, så vi hørte følgende smigrende bemærkninger: ”Hr. oberst, de to nye officerer er kommet.” ”Hvordan er de?” ”Den ene er lille og påståelig, den anden er stor og fræk.” Vi blev tildelt henholdsvis 2. og 1. kompagni i I bataljon af dækningsstyrken og meldte os som delingsførere i Sandholmlejren. Herefter begyndte arbejdet med dels at blive accepteret af de ”gamle” officerer, dels at uddanne delingerne.

Med os fra HO havde vi først og fremmest selvtillid. Det havde skolen sneget ind i os ved, når det overhovedet var muligt, at behandle os som voksne mennesker og kommende officerer. Vi havde yderligere fået en grundig, omend lidt gammeldags taktikuddannelse og fået god indsigt i alle våbenarter. Endelig var vi kommet i glimrende kondition, og det tynde lag af ”almen dannelse”, vi var mødt med, havde fået et ekstra lag. For mit eget vedkommende var min skepsis mod psykologi blevet forstærket, medens min interesse for krigshistorie var øget. Psykologien mente jeg nok selv at kunne finde rundt i, medens krigshistorien kunne bruges til noget. Vi havde ganske vist i hovedsagen beskæftiget os med en noget fra en fjern fortid, som Napoleonskrigene og de Slesvigske Krige, 1848-50 og 1864, men interessen var uudslukkeligt blevet vakt. Dengang handlede det mest om slaglære, men jeg så instinktivt, at indsigt i krigshistorie var nødvendigt for at forstå krigens vilkår. Dem oplevede hærens befalingsmænd jo ikke selv før mange år senere. Jeg har siden læst alt, hvad jeg har kunnet skrabe til mig. Selvom man sjældent, om overhovedet, kan stole på de personlige beretninger, og de historiske analyser ikke altid holder vand, kan man med god taktisk indsigt altid uddrage noget brugbart. Det være sig om, hvordan tingene bør eller netop ikke bør gribes an.

​​​​​​​De første seks måneder af kompagnitjenesten var jeg delingsfører. Jeg blev udnævnt til premierløjtnant, og derefter fulgte 5½ år som næstkommanderende i infanterikompagnier. Vi begyndte som fodmarcherende, men avancerede omgående til at blive transporteret i GMC (militær lastbil). Det lagde dog ingen dæmper på marchøvelserne, og godt det samme for på øvelserne kæmpede vi til fods. Vi var uafbrudt på øvelse, og når vi var hjemme, havde først halvdelen, efterhånden dog stadigt færre, beredskabsvagt, så et angreb omgående kunne imødegås.​​​​​​​

På ferie i Berlin
Sommerferierne blev tilbragt hos familien i Berlin, hvor de ældre fætre og deres venner, der alle havde været soldater under 2. Verdenskrig, blev pumpet for deres oplevelser specielt på Østfronten. I 1962 var jeg tilfældigvis i Berlin, da DDR (Deutsche Demokratische Republik) satte arbejdet med at bygge Berlinmuren i gang. Jeg ilede til den nærmeste overgang fra den amerikanske til den sovjetiske zone for at se, hvad der skete.

​​​​​​​På Vestsiden, hvor en eskadron lette kampvogne var opmarcheret, så en amerikansk vagt venligt på mit pas. På Østsiden blev jeg standset ved en klods af et hus med kun tre åbninger, men omgivet af flere vagter. De beordrede mig til at stikke mit pas ind i det første hul, der var dækket af sækkelærred. Derefter blev jeg gennet frem til døråbningen, hvor jeg ventede til en trivelig kvindelig kaptajn kom ud og begyndte at forhøre mig om, hvad jeg ville. Efter en længere palaver, hvor hun manuducerede mig i kapitalismens forbandelser og kommunismens velsignelser, blev jeg gennet hen til den tredje åbning, et hul i muren, hvor mit pas blev skubbet ud. Jeg strejfede rundt i Østberlin, så på de russiske middeltunge kampvogne og på NVA- (Nationale Volksarmee) soldaterne, der var posteret i porte og kælderhalse. Efter et par timer blev jeg standset af en ”unteroffizier”, der bryskt spurgte, hvad f... jeg lavede der. Det forklarede jeg ikke, men bebrejdede ham i stedet, at han og hans folk røg og spiste. Så brølede han: ”Vi er feltmæssigt på post og må spise og ryge!” Derefter blev jeg eskorteret tilbage til Checkpoint Charlie og jaget over i Vest. Jeg regnede med at blive rost for mit opklaringsarbejde, da jeg kom hjem til Danmark, men jeg blev i stedet voldsomt bebrejdet, at jeg dumt var gået over i Øst, og betydet, at hvis det skete igen, ville min karriere endeligt være slut.

​​​​​​​unnamed .jpeg

Videre uddannelse og generalstabskursus
Kompagnitiden blev afbrudt først af Almindeligt Kursus, hvor vi fik mere taktik, og jeg blev halvdøv af at levere lysgranater en nat med en 40mm, håndholdt morter. Senere kom jeg på Taktisk Kursus og blev proppet med bataljons- og brigadetaktik. I 1966 blev jeg adjudant for chefen for Østre Landsdelskommando, generalmajor F. B. Larsen, og generalen sendte mig i 1968 på Generalstabskursus (GSK) på Østerbrogades Kaserne. Det skete på trods af, at mit råd umiddelbart før Tjekkoslovakiet-krisen havde bragt ham i fedtefadet. Sovjet var stærkt utilfreds med opblødningen i Tjekkoslovakiet, og det trak op til en konfrontation. Generalen spurgte derfor, om der var noget i vejen for, at han i weekenden tog til Jylland. Da alt tydede på, at det ville blive et internt opgør, WAPA havde sågar trukket styrker væk fra Den Indre tyske Grænse, så forsikrede jeg generalen om, at ingen ville savne ham ved Landsdelskommandoen i weekenden. Sovjet og de andre WAPA-styrker undtagen Rumænien, slog imidlertid til mod Tjekkoslovakiet om lørdagen, og forsvarsministeren udviste handlekraft ved at forhøje beredskabet. Da han hørte, at chefen for Østre Landsdelskommando ikke var på sin plads, fik generalen ved sin tilbagekomst en reprimande, og da jeg meldte mig på hans, kontor snerrede han surt: ” Det var fandeme et godt råd, De gav mig.”

GSK gik så godt, at jeg ved afslutningen i 1970, hvor vi var blevet udnævnt til majorer, brokkede mig til kursuslederen, den senere generalmajor Havning. Jeg jamrede over, at alle de andre havde fået den stilling, de havde søgt som 1. eller 2. prioritet, medens jeg bare var blevet beordret til at gøre tjeneste i Hærstabens Materielafdeling (HST M). Han svarede lakonisk: ”Det er af hensyn til din uddannelse.” Efter knapt et år gennemgik Forsvaret en større organisationsændring, HST blev lagt ind i Forsvarsstaben (FST), jeg kom i Forsvarskommandoens M-stab og efter endnu et år, afsløredes det, hvad Havning havde ment med, at sende mig i M mod mine ønsker. Han hentede mig ind til GSK som taktiklærer.

unnamed. .jpeg

Den Indre Tyske Grænse forevises 1972 for Generalstabskursus af et medlem af det vesttyske Grenzschutz. Jeg står til højre iført øvelsesuniformen, som var lettere, men havde samme farve som feltuniformen. Grenzschutz var ikke formelt en del af tysk forsvar, idet man derved umiddelbart undgik krig ved østtysk krænkelse af grænsen med enheder af Nationale Volksarmee (NVA). Grenzschutz var dog meget veluddannet og veludrustet, styrkerne var kaserneret, de havde pansrede mandskabsvogne, og de kunne hurtigt forvandles til lette opklaringsheder.

Tilbage på HO
Efter to kurser, det sidste med den senere oberst Borris som kursusleder, hvor vi fra 1973 studerede Yom-Kippur krigen og fra de ægyptiske operationer hentede ny og mere indgående viden om WAPA taktik, fik jeg en tur som leder af Taktisk Kursus. Derpå fulgte to år som kompagnichef ved Livgarden, og så blev jeg 1977 beordret til HO som krigshistorielærer. Skolen var blevet frisket op efter min elevtid, den var blevet lysere, og det var en lise igen at gå op ad de Thuras gamle trapper. Der var nok at lave, i perioder havde jeg 36 undervisningstimer om ugen. De gamle fordomme mod tysk krigsførelse var væk, og så var de første kvindelige kadetter kommet. De havde en stærkt fremmende indflydelse i de klasser, hvor de gik. Der var de mandlige kadetters bukser presset og skoene pudset, medens kadetterne i de andre klasser ikke tog det så nøje med udseendet, bare det ikke stødte an mod skolens regler.

Spionage
1979 blev jeg udnævnt til oberstløjtnant og blev chef for I bataljon af Prinsens Livregiment i Viborg. Vi tumlede os på øvelsespladsen ved Finderup, hvor man var ved at anlægge en bunker til Commander Baltic Approaches (COMBALTAP) krigshovedkvarter, og det arbejde havde naturligvis WAPA interesse. Jeg fik derfor en henvendelse fra en ven ved Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Han fortalte, at tjenesten assisteret af opmærksomme hjemmeværnsfolk havde opdaget, at en østtysk og en polsk officer fra de to ambassader med familier var taget på en ferietur rundt i landet. Da denne tur imidlertid blev gentaget af de to officerer alene omkring årsskiftet 1980-81, hvor der ikke var blade på træerne, havde man lagt de to ruter ovenpå hinanden og fundet ud af, at der var blevet rekognosceret for en helikopterrute fra Lolland til bunkeren. FE havde naturligvis rost Hjemmeværnet (HJV) for indsatsen, men da denne ros blev videregivet, rejste der sig en voldsom storm ved nogle HJV-kompagnier. Nogle af HJV-folkene protesterede mod, at man ”spionerede” mod WAPA-repræsentanterne. Det var jo ligesom i landene øst for ”Jerntæppet”, det kunne vi ikke være bekendt, vi burde netop vise åbenhed og tillid, så man kunne se forskel på dem og os. Man nægtede derfor at være med til at deltage i overvågningen, og da HJV omkring Viborg var med i protesterne, bad FE bataljonen om at holde øjne og ører åbne. Efter et stykke tid fik HJV styr på deres folk, og vi slap igen for den opgave.

NATO Defence College og Forsvarsakademiet
Efter to år som bataljonschef blev jeg sendt på NATO Defence College (NADEFCOL) i Rom. Jeg glædede mig over at have fået 6 måneders betalt ferie i Den Evige Stad og beredte mig på at få set Italien og lære italiensk. Efter 2 måneder blev jeg imidlertid gjort til formand for den fransktalende komite, der tilmed skulle aflevere et længere arbejde på fransk. Der blev altså ikke til megen ferie, men jeg fik pudset mit franske gevaldigt op, og jeg fik rig lejlighed til at drøfte elevernes indsats med den franske lærer. Han fortalte, at grunden til, at jeg havde fået jobbet, var at danske officerer generelt var de bedste på college. Det udsagn fik jeg bekræftet af andre lærere og hørte siden gentaget af alle, jeg talte med. Danske officerer var meget veluddannede, altid blandt de bedste og altid villige til at give den en ekstra skalle.

Fra NADEFCOL kom jeg februar 1982 til Forsvarsakademiet og overtog føringskursus II (FØR II), der havde afløst GSK. Det betød, at jeg igen skulle undervise hærens bedste officerer, og i den periode udviklede jeg det motto, som jeg siden levede efter: ”Hold af, hør efter og træf beslutning”. Hold af de undergivne, fordi man ikke kan levere det bedste til folk, man ikke har sympati for. Hør efter, fordi nogen af dine undergivne med garanti er klogere eller har bedre ideer end du. Træf beslutning, fordi du selv er chefen, du skal, og det forventes af dig. De 9 måneder, kursus varede, arbejdede vi dag og nat. Jeg modtog elevernes taktiske overvejelser om morgenen og afleverede de kommenterede besvarelser senest 48 timer efter. I undervisningen blev der lagt vægt på underlegne styrkers kamp, og jeg havde fremragende hjælpere bl.a. den senere generalmajor H.G.G. Grüner og den senere forsvarschef Knud Bartels.

Efteråret 1985 var pensionsalderen for officerer blevet ændret. Afskedsalderen blev sat til 60 år for alt personel mod tidligere bl.a. 65 for generalsklassen og 62 for oberster. Der blev afsat 5 år til at aftrappe afskedsalderen, og de officerer, der tilhørte de pågældende grupper, beholdt den hidtidige afskedsalder. Dermed var oberst det højeste, jeg kunne blive, og det blev stillet mig i udsigt, at jeg skulle være chef for Livgarden. Chefen for FST, generalløjtnant J. Lyng, spurgte mig om jeg alligevel var indstillet på et par års hårdt arbejde, og jeg sagde ja i den naive tro, at jeg kunne blive brigadechef. Det blev jeg ikke. Jeg blev 1986 beordret som chef for Planlægningsafdelingen i FST, og det var virkelig hårdt arbejde. I de 4 år, det varede, aflyste jeg al selskabelig aktivitet. Nogenlunde hver fredag over frokost modtog vi Forsvarsministeriets (FMN) liste over, hvad man ønskede belyst mandag morgen. Jeg samlede en lille gruppe af sagsbehandlere fra de forskellige stabe, satte dem i gang og forelagde min plan for CH/FST. Han gav mig sine bemærkninger, jeg bad mine håndgangne mænd møde lørdag kl. 0900, udbyggede planen og arbejdede lørdag med dem. Lørdag eftermiddag forelagde jeg resultatet for CH/FST, hvorefter besvarelsen blev pudset af søndag. Jeg blev noget træt ind imellem, og CH/FST spurgte mig efter et par år, hvor meget jeg arbejdede. Jeg svarede 80 til 90 timer om ugen. Han sagde så: ”Jeg arbejder 110!” og dermed var det emne uddebatteret. De største lyspunkter var møderne i NATO, hvor jeg igen kunne konstatere, hvor meget bedre danske officerer var end dem fra de andre nationer. Og så var der øvelserne, hvor jeg blev vagtholdschef, og når natten blev for lang og trist, lod gulvet i bunkeren rydde og underviste stabsmedlemmer og sekretærer i les Lanciers.

​​​​​​​Warszawa-pagtens sammenbrud
Så brød WAPA sammen. Jeg blev sendt til Wien for at deltage i en tillidsskabende konference og blev 1. februar konstitueret som generalmajor. En kammerat havde forladt Forsvaret for at blive Hofmarskal, så pludselig var der alligevel et generalsnummer ledigt. På konferencen oplevede jeg WAPA opløsning, de forskellige medlemmers repræsentanter blev frækkere og frækkere over for sovjetgeneralerne, kun NVA-officererne holdt stand. De blev dog blegere og blegere og blev en efter en kaldt hjem og afskediget. Jeg blev Inspektør for Hæren ved hjemkomsten og ved en ændring af FST chef for Planlægningsstaben nu som kongelig udnævnt generalmajor. Så gav Sovjetunionen op og gik i opløsning. Den kolde krig var slut. Endnu en kammerat forlod Forsvaret, jeg blev chef for Hærens Operative Kommando (HOK), sendte de to første hold af sted til det tidligere Jugoslavien og besøgte dem hver anden måned. I 1993 blev jeg udnævnt til generalløjtnant og blev COMBALTAP.  Som først chef HOK senere COMBALTAP deltog jeg i de første møder med de tidligere WAPA-stater og specielt med de estiske, lettiske og litauiske officerer, der skulle opbygge et demokratisk forsvar derhjemme. Det blev jeg indblandet i som pensioneret officer, men det er en anden historie.

Kjeld Hillingsø.jpeg

Som repræsentant for det danske forsvar blev man uhyre vel modtaget i Forbundsrepublikken. Her ses jeg til venstre for den vesttyske forsvarschef, general Klaus Naumann, under den parade, som blev afholdt i Bonn ved min tiltræden som Commander Allied Forces Baltic Approaches (COMBALTAP). Jeg havde mødt general Naumann flere gange før, bl.a. da jeg tiltrådte som Chef for Hærens Operative Kommando, og det var ham der ikke alene gav mig ideen til at skrive bogen ”Trusselsbilledet”, men også forsynede mig med materiale til den. Han havde selv iværksat en undersøgelse af de af NVA efterladte, mere eller mindre makulerede papirdynger, og udgivet en bog om resultaterne.

Indhold - Krig & Kunst
Kjeld Georg Hillingsøe - CV

2013 Formand for bestyrelsen for Natur Retreat for Veteraner

1996 - 2017 Formand for bestyrelsen for Grønnegaards Teater

1996 - 2002 Medlem af bestyrelsen for Gisselfeld Kloster, formand 1998- 1999​​​​​​​​​​​​​​

1995 - 2018 Medlem af bestyrelsen for Dansk Laksefond og Danmarks Center for Vildlaks 1996-2018​​​​​​​

1995 - 2005 Forsvarsministeriets Jagtbestyrer og Militærhistorisk Konsulent ved Forsvarsakademiet

1995 - 2004​​​​​​​ Medlem af The International Defence Advisory Board to the Baltic States, The International Advisory Group of The DPKO Lessons Learned Unit, FN, 1996 - 2000 og The International Security Advisory Board to Georgia 2001 - 2002​​​​​​​

1993 - 1995​​​​​​​ Chef for Forsvarets Operative Styrker og for Enhedskommandoen for den nordlige del af NATOs Centralregion ​​​​​​​

1993 Generalløjtnant ​​​​​​​

1992 - 2014 Medlem af bestyrelsen for Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold, formand 2003 - 2014​​​​​

1992 Fagkonsulent ved Den Store Danske Encyklopædi​​​​​​​

1991 - 1992​​​​​​​ Chef for Hærens Operative Kommando​​​​​​​

1991​​​​​​​ Generalmajor

1991​​​​​​​ Chef for Planlægningsstaben i Forsvarskommandoen ​​​​​​​

1990 - 1991​​​​​​​ Inspektør for Hæren​​​​​​​

1990 Generalmajor (konst.) ​​​​​​​

1986 - 1990​​​​​​​ Chef for Planlægningsafdelingen/O-staben i Forsvarskommandoen, Vedbæk​​​​​​​

1986 Oberst

1982 - 1986​​​​​​​ Kursus- og faggruppeleder ved Forsvarsakademiet Svanemøllens Kaserne​​​​​​​

1981 - 1982​ NATO Defence College, Rom​​​​​​

1979 - 1981​​​​​​​ Bataljonschef ved Prinsens Livregiment​​​​​​​

1979 Oberstløjtnant

1978 - 1979​​​​​​​ Krigshistorielærer ved Hærens Officersskole
 
1976 - 1978 Kompagnichef ved Den Kongelige Livgarde​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

1972 - 1976 Lærer i taktik ved Forsvarsakademiet​​​​​​​​​​​​​​

1970 - 1972​​​​​​​ Hærstabens og Forsvarskommandoens Materielstab​​​​​​​

1969 Major

1968 - 1970 Generalstabskursus Østerbrogades Kaserne​​​​​​​​​​​​​​

1966 - 1968​​​​​​​ Adjudant for chefen for Østre Landsdelskommando​​​​​​​

1965 Kaptajn

1960 Premierløjtnant

1959 Løjtnant af Fodfolket ved Den Kongelige Livgarde

1957 - 1959​​​​​​​ Hærens officerskole

1957 Sergentskole på Kronborg (Hæren), sergent ved Fynske Livregiment, Odense​​​​​​​

1954 -  1956 Frivillig i Søværnet, sergent 1955, afskediget

Medlem af styrelsen af sammenslutningen af tidligere modstandsfolk ”den 16”

Kontakt os

Klik her

logo-HO.png

Frederiksberg Slot
Roskildevej 28
DK-2000 Frederiksberg

Sociale medier